Kurven er tom
Du har valgt:
Ønsker du at købe a-kasse og fagforening?
Er du også interesseret i fagforening? Vælg fagforening
Er du også interesseret i a-kasse? Vælg a-kasse

Ny dagpengereform for selvstændige er foreslået

Forslag til en ny dagpengereform for selvstændige har fornyligt set dagens lys. Da der er tale om forslag, skal de først behandles i Folketinget. Men vi løfter sløret for, hvad forslagene på sigt kan betyde for dig.

Vi givet forslag til ny dagpengereform for selvstændige

9. maj 2017

Af Niels Henrik Kjær Lassen, a-kasse-konsulent i Krifa Erhverv

I efteråret 2015 afsluttede dagpengekommissionen arbejdet med at lave et nyt dagpengesystem for lønmodtagere, hvoraf de sidste nye regler træder i kraft 1. juli 2017. Dem kan du læse mere om i næste nyhedsmail, da de godt kan have betydning for dig, selvom du er selvstændig nu.

I dagpengekommissionens arbejde havde de ikke taget hånd om selvstændige og atypisk ansatte (honorarmodtager og freelancere). Derfor nedsatte regeringen i foråret 2016 en arbejdsgruppe, som skulle se på dagpengesystemet for denne gruppe. Arbejdsgruppen bestod af et embedsmandsudvalg med repræsentanter fra Finansministeriet, Skatteministeriet og Beskæftigelsesministeriet, men også af en følgegruppe fra arbejdsmarkedets parter.


Krifa Erhverv spillede med

I Krifa Erhverv har vi været en meget aktiv medspiller i udformningen af ideer til nye regler. Vi har haft flere møder med embedsmandsudvalget, og de har lyttet grundigt til vores input.

Nu har arbejdsgruppen fremlagt deres rapport. Rapporten skal ses som forslag til ændringer, hvor der nu går en længere proces i gang. Forslaget skal først forbi de politiske partier for at finde opbakning til reformen. Så skal embedsmandsværket i gang med udformning af de egentlige love, som derefter skal behandles i Folketinget, inden de kan vedtages.

Hvis arbejdsgruppens forslag bliver vedtaget, kommer der til at ske store ændringer og forbedringer for selvstændige og deres muligheder for at optjene dagpengeret.


Flere områder kan blive berørt

Selve afklaringen af, om man er selvstændig eller lønmodtager, kan blive ændret. Der lægges op til, at a-kasserne i langt større grad skal følge SKATs vurderinger. Det bliver altså måden, du bliver beskattet på, der bliver afgørende.

Dokumentation for ophør med virksomheden bliver også ændret. Også her skal a-kasserne læne sig meget mere op af SKAT og deres godkendelse. Hvis SKAT kan godkende, at et cvr-nr. lukkes, så skal a-kasserne også kunne gøre det. Der bliver altså langt færre krav om afvikling af driftsudstyr og lignende i forhold til i dag.

I dag er det en vurdering af virksomhedens omsætning og din personlige arbejdsindsats, der bestemmer opfyldelse af beskæftigelseskravet. Det er også afgørende, at du har arbejdet fuldtid i virksomheden.

Arbejdsgruppen foreslår nu i stedet, at det er din personlige skattepligtige indtægt, der skal ligge til grund for en udregning af arbejdstimer. Og her kan stort set alt skattepligtig indtægt medregnes. Der skelnes altså ikke til, om det er lønarbejde, selvstændig virksomhed, hovederhverv eller bierhverv. Alt kan medregnes.

På samme måde vil man ændre reglerne for beregning af dagpengesatsen. Også her kan man medregne indtægter fra flere arbejdsforhold samtidigt.


Vigtigt!

Det er vigtigt at påpege, at INTET er vedtaget endnu. Der kan ske mange ændringer i forslagene, og det kan også blive kasseret helt. Men vi tror på, at rigtig meget af det bliver gennemført.

Du kan læse rapporten her: Et nyt dagpengesystem for fremtidens arbejdsmarked.