Nedslag i skat for seniorer

Hvis du er født mellem 1946 og 1952 og bliver ved med at arbejde, til du er 64 år, har du mulighed for at få sænket din skat.

Skattenedslaget kan højst blive på 100.000 kr. (2008 niveau) og udgør 20.000 kr. for hvert år, du fortsætter med at arbejde fra 60 år til og med 64 år.
Ordningen gælder både lønmodtagere og selvstændige, herunder også medarbejdende ægtefæller. Ordningen er ikke afhængig af, at man er medlem af en a-kasse.

Sådan er reglen for selvstændige
For at få ret til skattenedslaget som 64-årig skal du have drevet selvstændig virksomhed på fuldtid de seneste fem år. Der er et loft på 550.000 kr. (2008 niveau) for, hvor meget du må tjene i de år, hvor du fylder 57 år, 58 år og 59 år.
Du bliver betragtet som fuldtidsbeskæftiget, når du fra og med det år, hvor du fylder 60 år, hvert år har mindst 159.000 kr. (2008 niveau) i personlig indkomst, inklusiv bidrag og præmier til pensionsordninger.

SKAT ordner paragrafferne
Det er SKAT og ATP, der administrerer ordningen. Er du omfattet af ordningen, modtog du i forbindelse årsopgørelsen for 2009 et brev fra Skat om det, eller der ligger en information i din personlige skattemappe.
Du behøver ikke søge om skattenedslaget. SKAT udbetaler det automatisk, hvis du opfylder betingelserne. Du kan tidligst få udbetalt den første del af skattenedslaget for det år, hvor du fylder 64 år. Den anden del af skattenedslaget bliver udbetalt i forbindelse med årsopgørelsen for det år, du fylder 65 år.
Du kan læse mere om skattenedslaget her.

Skattefri præmie oveni
Når du er medlem af en a-kasse og betaler efterlønsbidrag, har du mulighed for også at optjene en skattefri præmie. Det kan du, hvis du fortsætter med at arbejde, efter du er fyldt 62 år. For hvert kvartal, du arbejder, optjener du en pose penge. Det samlede beløb bliver udbetalt, når du bliver 65. Læs mere om den skattefri præmie her. Det betyder, at hvis du er født i årene 1946 -1952, har du mulighed for både at få nedslag i skatten og at optjene den skattefri præmie.