Personlig vejledning

Personlig vejledning kan være til stor hjælp for dig som iværksætter. Du kan have stor glæde af de kompetencer, som andre har. De kan udfordre dig, stille spørgsmål og hjælpe dig med at få øje på dine blinde vinkler.
Når du søger din vejledning, er det afgørende, at du søger den hos de rigtige personer. 

Revisor

En revisor vil typisk kunne hjælpe dig med økonomiske spørgsmål. De vil normalt se sagen ud fra, hvad du får bedst økonomi ud af. For eksempel hvad du kan trække fra i skat og lignende.

Advokat
En advokat kan hjælpe med juridiske spørgsmål. Det kan være omkring lejekontrakter, leverandørkontrakter, klausuler og lignende.

Iværksætter Center
I hver region er der oprettet Iværksætter Centre eller Væksthuse. De tilbyder iværksætter kurser, og hjælper med for eksempel forretningsplaner, etableringsbudgetter og SWOT analyser. Her kan du finde dit lokale Væksthus.

A-kasse
Din a-kasse kan vejlede dig om, hvordan driften af din virksomhed bedst tilpasser sig de mange og indviklede regler, som vi arbejder med.
I Krifa Erhverv samarbejder vi også med mange andre virksomheder, som kan hjælpe dig i virksomheden.

SKAT
Hos SKAT kan de også vejlede dig. For eksempel omkring momsindberetning og lignende. Vær opmærksom på, at det ikke er alt, SKAT godkender som "drift af selvstændig virksomhed". Du kan derfor med fordel indhente en udtalelse fra dem, inden du går igang. Så risikerer du heller ikke at få et skattesmæk senere.



Når du søger din rådgivning, så vær opmærksom på, at det råd, du får fra én person, ikke nødvendigvis går hånd i hånd med andres råd til dig. Det kan således være, at det råd, du får fra en revisor, er godt ud fra en økonomisk betragtning men dårligt set ud fra a-kassens betragtning. 

Vores opfordring er derfor, at du krydstjekker de oplysninger, du får, så du kan træffe dine beslutninger på et fuldt belyst grundlag.