Tvunget til at ophøre
Du kan blive tvunget til at ophøre ved konkurs, betalingsstandsning eller tvangsauktion.
Nogle gange vælger du ikke selv, om du ønsker at ophøre - men omstændighederne tager valget for dig.
Konkurs
Driver du en personligt ejet virksomhed, er du normalt ophørt, når du bliver erklæret personligt konkurs.
Driver du virksomhed som et aktie- eller anpartsselskabet, er det alene selskabet, der bliver erklæret konkurs. Er den konkursramte virksomhed det eneste selskab, du ejer, er du normalt også ophørt på konkurstidspunktet. Ejer du flere selskaber (for eksempel et holdingselskab), skal disse selskaber typisk også være enten lukket, solgt eller erklæret konkurs, for at du er ophørt.
Betalingsstandsning
I nogle situationer er en betalingsstandsning en forløber for en lukning eller konkurs. Hvis hensigten med betalingsstandsningen er, at virksomheden skal afvikles, vil vi normalt anse dig for ophørt, når skifteretten har behandlet anmeldelsen.
Der må naturligvis ikke længere være erhvervsmæssige aktiviteter i virksomheden, og du må ikke hjælpe tilsynet med afviklingen.
Tvangsauktion
Endelig kan du komme i den situation, at din virksomhed bliver solgt på tvangsauktion. Her vil du også være ophørt, når virksomheden er solgt. Salget må dog ikke være til dig selv, din ægtefælle eller til umyndige børn.